Mig og musikken

Jeg tror mit liv med musik begyndte da jeg som 12 årig hørte »She Loves You« med The Beatles.

En datter af nogle af mine forældres venner spillede den for mig på sit værelse, og jeg kan huske, hvordan jeg fik gåsehud over hele kroppen. Snart kogte hele verden over af Beatlemania, men mens den rasede, var vi et slæng, der allerede dyrkede det der var værre – og endnu mere ufriseret: Rolling Stones, Pretty Things, The Animals. Vi sad rundt omkring på hinandens værelser efter skoletid, drak spandevis af te og vendte den ene single på grammofonen efter den anden. Da vi blev konfirmeret fik vi alle en eller anden form for båndoptager, mainstream var en Tandberg, i de mere beskedne hjem en Grundig og hos overklassen fik de en Revox. En Revox kunne håndtere de der store bånd, og kørte man den på den høje hastighed så den ligefrem ud som om den spolede, og kvaliteten blev helt i top.

Vi optog hinandens plader, så vi også hver for sig kunne holde en fest med musikken uden nødvendigvis at skulle være sammen. Det store scoop var, at båndoptageren også kunne bruges til – sikkert ganske ulovlig på det tidspunkt – at bånde favoritnumre fra datidens udsendelser i radioen. Programmet Efter Skoletid kørte hver eftermiddag med gymnasieeleven Jørgen Mylius som vært (med Hans Jørgen Skov som afløser, men han var nu lidt kedelig), og en gang om ugen var der Top Tyve, baseret på indberetninger fra pladebutikkerne.

Der sad man så, spændt som en tiger på spring, parat til at give optage-knappen et ordentligt tryk-seksten så snart Mylius havde talt ud. Jeg tror imidlertid, de havde luret os inde i DR, for på et tidspunkt begyndte de notorisk at tale ind over de første takter af numrene, men det måtte man jo så tage med.

Og så var der atter noget at samles om, for det, den ene ikke havde, havde den anden, og vi løb igen sammen, hver med sin store, tunge og uhåndterlige båndoptager, for at optage hos hinanden. Vi fik fritidsjobs og dermed råd til at købe rigtige plader, den rå engelske rock førte os til blues´en og for manges vedkommende videre til jazzen. Genrerne flød sammen, Hendrix viste os, hvad en guitar også kunne bruges til, og Jaco Pastorius hev den nødvendige, men lidt kedelige elbas frem fra mørket og gav os generøst helt andre boller på suppen. Jeg flyttede til Århus for at studere, og dét var en musikby!  Greatful  Dead eller John McLaughlin i Stakladen og Weather Report på stadion, med Tony Williams Lifetime som opvarmning,  Duke Ellingtons orkester på Tagskægget hva´be´har? For slet ikke at tale om de lokale! Ude i Viby sad Gnags og øvede, og ned i Midtbyen spillede Shit & Chanel i Vestergade 58. De trak mange andre med, som også blev store i dansk musikliv.

Men alt det er en anden historie, og inden jeg fortaber mig i ungdomserindringer og nostalgi, vil jeg vende tilbage til det, jeg egentlig vil fortælle. Nemlig at jeg i sidste uge har tegnet abonnement på en streamingtjeneste , så fra nu af kan jeg for sølle 99 kr. om måneden frit – og uden reklamer – lytte til mere end 15 millioner musiknumre på både min mobil, IPad og computer. Jeg ved godt, at der kører mange diskussioner om lydkvalitet, begrænsninger i udvalg af genrer, for få penge til musikerne osv. I disse tjenester er der sikkert nogle hår i suppen, som man kunne beskæftige sig med, men jeg må nu sige, at min overvejende følelse som ny bruger er lettelse.

Lettelse over ikke mere at eje min musik. Ikke at have en mere eller mindre uerkendt frygt for, at hytten futter af, og at gamle bånd og nye cd´er futter op i den blå luft, eller at harddisken bryder sammen så mine mere end 10.000 musiknumre pludselig ikke er der mere. Lettelse over ikke at skulle bryde mit hoved med, hvilken musik jeg nu skal tage med til weekenden i sommerhuset, for ikke at tale om 3 uger i udlandet! Og faktisk også – jeg indrømmer det kan lyde absurd – ikke længere at skulle sidde og stirre på alt den musik jeg ejer, og ikke gide at høre bare et eneste nummer af den.

Det sker på de tidspunkter, hvor man bare trænger så meget til noget nyt input, og de øjeblikke overvindes let på de nye musikmedier, for de er nemlig samtidig også en slags sociale netværk. Modsat Facebook er de ikke dannet omkring ”venskaber” sådan i al sin abstrakthed, men omkring et emne, nemlig musikken.

På disse tjenester findes der en mængde måder, hvorpå man kan opsøge nye ideer: jeg kan fx ”abonnere” på personer, hvis smag enten ligner min egen eller som jeg har fidus til, jeg kan med et klik få en liste over mest aflyttet musik i mere end 20 forskellige genrer, følge anbefalinger fra folk på andre sociale medier eller få Top Tyve når jeg lyster, ikke kun en gang om ugen, og, og, og… der synes ikke at være nogen grænse. Og så har jeg det med mig overalt. I min baglomme, hvor min smartphone ligger.

På sin vis synes jeg, at jeg er kommet tilbage til der, hvor det at høre musik også involverer socialt samvær. Bevares, ikke sådan fysisk. Vi sidder ikke som dengang omkring tekanden i tilrøgede drengeværelser, og måske mangler vi – oh, enhver samlers mareridt – også noget at stræbe efter, for vi har jo det hele, men vi kan ”snakke” om det vi lytter til og vi kan udveksle ideer til ny musik.

Eneste frygt er nu, at jeg med min musikhunger havner et sted, hvor der ingen netforbindelse er, for det kræves nemlig af mig, at jeg aktivt tager stilling til om jeg vil have noget af det til at ligge lokalt på min telefon. Men i forhold til de fordele, jeg som ret ny bruger føler jeg har, skal det nok gå. Lidt kan man vel godt forlange: at man skal tænke selv!

Bragt som klumme i JP-Aarhus den 30.september 2012
 
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *