Så skete der pludselig det, som jeg egentlig aldrig havde tænkt på kunne ske: boxen gik i sort!
Den box jeg taler om er en lille flad dims, der ligger under vores fjernsyn, og som styrer alt datatrafik ud og ind af huset, og som både fjernsyn og computertrafik kører igennem. Vi opdagede det ved, at der pludselig var sort skærm, og trods gentagne sluk-og-tænd-igen manøvrer forblev skærmen sort.
Når jeg aldrig havde tænkt tanken om, at det kunne gå ske, hænger det vel bare sammen med det almindelige menneskelige træk, at vi ikke skønner på tingene så længe de er der, men faktisk kun bliver mindet om dem, når de pludselig ikke er der. Men her hjalp ingen kære mor, jeg måtte til telefonen og prøve at råbe leverandøren op. Efter 45 minutter med ingen andre end Norah Jones i røret (sig mig en gang: kunne I ikke være mere opfindsomme end alle de andre, eller er det der Norah Jones det eneste gode tilbud, man kan få til sin telefonkø?) – altså efter tre kvarters venten fik jeg også en venlig mand i røret. Han prøvede at hjælpe, men måtte kaste håndklædet i ringen og sende en mand ud, og det kunne blive ca. dagen efter ved samme tid.
Okay så. Da jeg berettede om samtalens forløb og sagens udfald for min kone, anede vi overhovedet ikke hvilket socialt eksperiment vi begge var på vej ud i, men jeg blev klogere!
En aften uden tv, uden mails, uden netbanking, netshopping, Twitter, Facebook, Wordfeud og YouTube. Da vi sad dér i suppedasen overvejede vi at ringe til nogen, for mobilen havde vi da, men sandsynligvis gad ingen snakke, fordi de alle var beskæftiget med at se tv, skrive mails, surfe, handle, besørge bankforretninger eller anden netbaseret aktivitet – så vi gav afkald.
På den måde tilbragte vi en aften kun i selskab med FM-, lang- og kortbølge-kanalerne på dampradioen (gud ske lov har da vi ikke afskaffet dén til fordel for en Intenet-radio!). Det var som at være tilbage i 60´erne.
Nu kan man sige flere ting om denne situation. Den mest oplagte ville garanteret kunne synges på melodien ”Ja, der kan man se, hvor afhængige vi er af det forbandede internet, førhen kunne vi godt være sammen på den ægte og gode måde, men nu…”
Men den holder bare ikke!
Jeg er ret sikker på, at mennesker til alle tider har ment, at netop deres generation oplevede at verden var ved at gå fra koncepterne. Den teknologiske udvikling er svær at tackle, og vores oldeforældre så ganske givet det naturlige bånd mellem mennesker og alle sociale relationer torpederet af telefonens opfindelse. Eller jernbanens. Eller dampmaskinens. Eller den første ”elektronhjerne”, der fyldte som et helt hus og havde en hukommelse på under én procent af en moderne mobiltelefons, men som alligevel nok ville tage magten over dens opfinder som en moderne version af Frankenstein. Sådan gik snakken i min barndom, blandt de voksne i hvert fald.
Der ligger noget underligt selvoptaget i at tro, at vi, der lever lige nu, nok bliver de sidste. Og lige så arrogant er det at mene, at alle unge mennesker pr definition er tabt, fordi de ikke lige netop opfører sig, som vi selv gjorde.
Jeg vil faktisk godt vove den påstand, at de med stor sandsynlighed – nej, med sikkerhed – har fat i en længere ende end den, vi står og rykker i. Vi har en tendens til at hade det moderne når vi ikke selv længere er det, fordi vi har en fornemmelse af at det gør os gammeldags, minder os om, at vi bliver ældre og dermed rykker en tand nærmere enden.
Når jeg nu ser mit ældste barnebarn på elleve sidde der og jonglere suverænt med alle sine apparater på én gang – mobiltelefon, computer, smart-tv, Xbox – og samtidig være på Skype med sin bedste kammerat Mads – og alligevel hævde, at han er ved at lave lektier, så var jeg – indrømmet – i begyndelsen mildest talt skeptisk. Men jeg må erkende, at han og hans jævnaldrende har en koncentrationsevne og et nærvær, som jeg ikke var i stand til at mobilisere i hans alder.
Det er udviklet i takt med de ændrede vilkår. Jeg er født i `51 og kan huske at jeg glædede mig til tirsdag, hvor Familie-Journalen kom, for deres forside var så sjov (længe leve Kurt Ard!). Det siger noget om den tæthed af indtryk jeg var udsat. Han er født i 2002 og undrer sig over fortællingen om en tid, hvor man skulle vente på ret meget. Nette er instant-on og der er retteligt ikke ret meget at vente efter.
Der er ingen grund til at diskutere, om det er bedst at være født i den ene eller den anden tid. Der er heller ikke nogen grund til at diskutere, om det er bedre at være ung eller gammel, men det kunne være fint, hvis vi alle erkendte, at tingene flytter sig, at teknologier fødes og dør, og at alting ikke bare var bedre, på den måde vi – hver især – gjorde tingene på.
Men selvfølgelig gør det ondt. Fx vil jeg meget gerne have en morgenavis af papir ind af brevsprækken hver dag. Det har noget at gøre med blandingen af duften papiret, tryksværten og den frisklavede kaffe på én gang. Jeg ved det snart er slut. Stiften har lagt ud med et noget selvmorderisk projekt hvor man har lagt et såkaldt betalingsmur rundt om avisen – åh disse nye ord – og den avis, De nu sidder og læser, er også på vej med nogle tiltag, der skal lokke os over på nettet, og hvorfor? Fordi vi simpelthen er bedre kørende med nyheder på nettet end med den nuværende kombination af Post Danmark og papiraviser. Sådan er det bare.
Teknologien er til for at befordre det vi altid gerne vil have: nærhed, kontakt, nyt fra verden omkring os. Det er et fælles vilkår, eviggyldigt og universelt. Teknologier ændrer sig – og dermed vores adfærd – men vi er alle ude i samme ærinde, ung som gammel.
Og så ikke mere surmulen, tak!