Jeg har gennem mit arbejde den store fornøjelse at arrangere foredrag, udflugter, og meget andet godt for en stor og nysgerrig flok seniorer. Vi huserer på Annagades Skole og der er kaffe på kanden og vi tager lige en sang fra Højskolesangbogen inden vi skrider til det mere alvorlige: dagens indslag. Der er to, ét før vi indtager frokostmadpakken, og ét efter. Sådan kører det to dage om ugen, for nogle på andet, tredje eller tiende år, for andre er det første sæson i Seniordaghøjskolen.
Forleden havde vi besøg af Arne Rolighed – tidligere sundhedsminister, tidligere sygehusdirektør, tidligere direktør i Kræftens Bekæmpelse, tidligere meget andet. Men nuværende formand for 40.000 danske pensionister i organisationen Danske Pensionister. Han er en munter og underholdende mand. Det er socialdemokrater i almindelighed ellers ikke for tiden, og det han fortalte, var da også langt fra muntert og slet ikke underholdende i gængs forstand.
Med hans baggrund handlede det selvfølgelig om sundhedssektoren, interesseorganisationer, medicinal- og sygeforsikringsindustrien, den tiltagende privatisering og i det hele taget den førte politik. Men det der gjorde mest indtryk – i al fald på mig – var hans beskrivelser af ældreområdet: Det handlede om nedskæringer, over- eller fejlmedicinering, omsorgssvigt – og direkte armod.
Det handlede fx om, at mange af hans medlemmer har tredive kroner tilbage om dagen, når mad og bolig er betalt. Den lader vi lige stå et øjeblik: 30 kr.! En avis i løssalg koster omkring 35 kr., et ugeblad lidt mere, en pakke smøger 43. Fortsæt selv…
Nu kan man jo mene, at det her kun gælder for den del af de ældre der kun har deres folkepension og at de fleste er blevet rigere fordi vi er bedre aldersforsikrede i dag end tidligere. Fx kunne man mene, at flere har tegnet en eller anden form for pensionsordning, så eksemplet rammer kun marginalt. Det holder imidlertid ikke, for velfærdsstaten slår til med en kvik og kontant udligning: for de bedst stillede ældre er en husleje for en plejehjemsplads til 10.000 kr. om måneden ikke noget særsyn, og brugerbetaling på hjælp til rengøring, indkøb, bad m.m. er reglen i de fleste kommuner, og ikke undtagelsen.
Og nu et spring. I ugen op til Arne Roligheds foredrag i Seniordaghøjskolen kørte TV2 på deres nyhedskanals kulturprogram et tema om tilgængeligheden af vores nationale kulturgoder. Kernen i det hele var, at en kørestolsbruger ikke kunne få adgang til en bestemt udstilling på Tøjhusmuseet, som han var meget opsat på at se. TV2News gav den ikke for lidt, over tre aftener vendte man tilbage til sagen og den meget velformulerede kørestolsbruger, som i båndsløjfe-stilen igen og igen sad og stirrede forventningsfuld på en vindeltrappe i det gamle palæ og håbede den forvandlede sig til en elevator. Man spurgte museumsdirektøren, man spurgte den handicappedes interesseorganisation, man spurgte ministeren, og aben blev kastet rundt, mens vi endnu engang så ham sidde ved vindeltrappen og ikke kunne komme videre. Skandalen bestod i, at Tøjhusmuseet langt fra er det eneste museum, der ikke i fuld udstrækning, på alle etager og i alle rum er tilgængeligt for kørestolsbrugere – der er faktisk en del flere. Kulturminister Marianne Jelved vaskede hænder og mente, at det måtte man kunne klare på de forskellige museer over driftsbudgetterne, der i parentes bemærket også tog højde for udgifter til bygningsvedligeholdelse.
Nu er jeg næppe den eneste, der har svært ved at se Rundetårn eller Kronborg udstyret med et udvendigt elevatortårn til brug for kørestolsbrugere, og jeg er nok heller ikke den eneste, der i en økonomisk svær tid synes, at der kræves både sans for proportioner og en hvis form for prioritering.
For der er én diskussion vi ikke må undvige. Eller rettere: der er én diskussion vi åbenbart er tvunget til at tage, koste hvad det vil: hvor mange uvaskede og forsømte ældre går der på én forurettet kørestolsbruger? Er det vigtigere at en kørestolsbruger er i stand til at komme op på Tøjhusmuseets førstesal end at fru Hansen kan få bad mere end én gang om ugen?
Det er ikke mit ønske, at vi skal tage denne diskussion eller foretage dette valg, det er faktisk flertallet af befolkningen der har påtvunget mig og ligesindede det, for Folketinget er som bekendt domineret af partier, der – igen og igen – har hamret den overbevisning ind i os, at skattestop eller ligefrem skattelettelser er lykken og løsningen på alle vores problemer, hvordan det så ellers skal forståes.
Da min kone og jeg i nogle år boede i Italien, skete det tit, at når italienerne viste deres skoler, børnehaver, plejehjem, sygehuse osv. frem, var det ledsaget af forlegne undskyldninger for standarden. Og guderne skal vide, at disse kerneinstitutioner i ethvert moderne samfund var og er i en forfatning, der kræver en forklaring. Min kone, som er mere kontant end mig, antydede altid noget i retning af, af at det skulle de da ikke undskylde, for hvis man ikke ville betale skat kunne det nok ikke blive bedre.
Det er sande ord. Og nu står vi i en situation, at vi åbenbart heller ikke vil betale skat. Anderledes kan man i hvert fald ikke udlægge situationen, når man ser på det Folketing, vi sammensatte ved sidste valg.
Men er vi virkelig blevet en flok dummernikker der ikke fatter, at skattestop eller ligefrem skattelettelser er uforeneligt med almindelig velfærd? At vi kan få mere til stadig flere selv om vi giver mindre. Jeg tror det ikke.
Både Fogh, Løkke og Thorning har tvunget os til et meget udansk valg: Skal kørestolsbrugeren op på første sal eller skal min gamle mor vaskes. Det er et falsk valg. Det burde slet ikke kunne være!
Dette indlæg blev oprindeligt bragt i JP-Aarhus den 13. oktober 2013