Jeg forstår simpelthen ikke hvordan en cykelrytter er indrettet – altså sådan fysisk.
Tag for eksempel de seneste par dages scenarie i Tour de France.
I forgårs skete der det totalt uventede. På en etape, hvor alle troede der skulle herske stilhed før stormen, dvs. før de rigtig høje alper, stak Contador pludselig af. Ikke på en særlig høj bakke, men dog en bakke. Det udvikler sig dramatisk-, for hans ryk er så voldsomt, at ingen rigtig kan følge med. Det udvikler sig en serie elestik-angreb, sådan nogle hvor Contador laver hul, feltet kommer op, han laver hul igen, feltet kommer møjsommeligt op igen osv.
En sand magtdemonstration. En demonstration af en topform og diamanter i benene som det så poetisk hedder. Kattens leg med musen, og musen er Andy Schleck. Tredje gang Contador rykker, ser vi en Schleck, der træder håbløst firkantet i pedalerne og må give slip – han har simpelthen ikke mere at give af.
24 timer efter er rollerne byttet fuldstændig om. Tres kilometer og to tinder før mål, er det pludselig Schleck, der rejser sig i sadlen og laver et ryk som ingen – og allermindst Conntador – kan svare på. Han laver et togt så stort, at vi skal tilbage til de helt store myter – Coppi, Merxx, Hinault osv. – for at finde magen til. Den mand der cyklede som en søndagsamatør i går, er herkulisk i sin magtdemonstration i dag og laver en præstation, der for alvor vil rage op i sportens historie og stå til evig tid – i følge Jørgen Leth, og han har nok ret!
Jeg antyder ikke noget, men alligevel: hvad hulen er der sket i mellemtiden?
Kan man komme i tanke om andre sportsgrene, hvor udøvernes formkurve svinger tilsvarende fra dag til dag? Nej vel?