Ugen der gik: uge 41

Det mest brugte skældsord i ugen der gik, var nok løftebrud. For oppositionen var der ingen ende på kalamiteterne men Helle havde paraderne oppe og lavede en skelnen – så skarp som en ragekniv – mellem løfter og fremlagt politik. Det sidste er det man vil gennemføre, hvis man kan mønstre 90 mandater, det første er de reelle løfter og dem var der ifølge den nybagte statsminister kun to af, nemlig at bevare 24-års reglen (og dermed tilknytningskravet) og holde fingrene fra boligskatten. Meget subtilt tænkt. Og måske lidt af en efterrationalisering, for den var der nok ikke ret mange der havde opdaget under valgkampen.

Det gør så heller ikke noget, kunne MetroXpres berette torsdag, for den der løftebrudsdagsorden er udpræget en Christiansborg- og medieting. Almindelige mennesker kan godt skelne mellem valgkamp og realpolitik. Man har nemlig lavet en rundspørge (på nudansk kaldet måling) og summerer det hele op under overskriften Flertallet anerkender kompromisets kunst. Så ved vi det. Vælgerne er ikke dumme, de kan lave den samme skelnen som fiffige Helle.

Spørgetid i tinget

Og mens vi er i det politiske hjørne: den nybagte regering skulle yderligere svitses i dens første spørgetid. Onsdag måtte den igennem ikke mindre end 65 spørgsmål fra den ikke mindre nybagte opposition. Rent drilleri, og hvis man var medlem af Liberal Alliance kunne man måske spørge, hvor meget denne frie leg i den parlamentariske elite mon koster skatteyderne – men det gør vi ikke.

Ikke uventet kom Ole Sohn og hans fortid, og Henrik Sass Larsen og den meget omtalte sikkerhedsgodkendelse (eller mangel på samme) i fokus. Det sidste var decideret uintelligent af oppositionen, for den tidligere omtalte parlamentariske elite ved jo godt, at statsministeren har tavshedspligt i den sag, og fordi den var så uintelligent valgt mener jeg også at spore grunden til at netop Søren Espersen var blevet lokket til at stille spørgsmålet.

Den anden ”sag” – den om Ole Sohn – blev da lodret munter, da Helle Thorning-Schmidt i sit svar, ifølge MetroXpres, sagde:  “Jeg har ikke nærmere kendskab til til de omstændigheder, som der i den seneste tid har været beskrevet. Det er forhold, som ligger 20 år tilbage, hvor erhvers- og vækstministeren bestred et erhverv for et andet parti, end det han nu er medlem af.”

Undskyld mig, men sagde hun virkelig det? Bestred et ERHVERV! Er det en fortalelse eller er det endnu et drilleri?

Fiz af, Fiz-Fiz

-det er den korte version af den dom, som Højesteret i denne uge afsagde over en forbryderisk og statsløs palestinenser fra Odense. På trods af kone og 8 børn med opholdstilladelse kan han nu udvises. “Det manglede så sandelig også bare” betroede Pia Kjærsgaard os i TV-Avisen, “det burde allerede Landsretten have afgjort!” Så fik de den gjorde de. Sinkerne henne i Landsretten.

Nu bliver det så spændende og se, til hvilken stat man vil udvise en statsløs. Både Libanon og Syrien har været nævnt. Begge er jo dejlige lande med mange soltimer om året, omend nok begge har en smule problemer lige nu, men eksperter mener at dømte har holdt ferie det ene sted og overvejet at købe bolig det andet. Jeg vil i al fredsommelighed foreslå Tyskland. Jeg kender ikke omtalte Fiz-Fiz, men jeg kan på billederne i fjernsynet se, at han har en frisure der minder om den, tyske fodboldspillere havde langt op i vor tid, og som derfor allerede i min ungsom blev kaldt bundesligahår. Hvis de også i Tyskland opererer med et tilknytningskrav, vil jeg mene at han i hvert fald dér opfylder et.

Viva la France!
Ugens gode nyhed på madfronten kom fra Frankrig. Politiken kunne berette, at den franske regering havde forbudt ketchup i de franske skolekantiner. »Frankrig må være et godt eksempel for resten af verden, når det kommer til  madkvaliteten. Det begynder med børnene«, siger Bruno Le Maire, der er  Frankrigs landbrug- og fødevareminister, i følge Politiken, som har sakset historien fra LA Times. Og formanden for en af de store restautørsammenslutninger kan uddybe: »Der er kantinernes opgave at sikre, at befolkningen har et godt helbred og  også at de bliver dannede. Vi må sikre, at børn bliver bekendte med franske  opskrifter, så de kan give dem videre til den næste generation«.

Og sådan blev så ketchup-forbuddet kædet sammen med dannelse. Det er meget fransk, men det er godt gået!

Steve Jobs – igen igen
Uge 41 blev også ugen, hvor Steve Jobs blev bisat. Derfor denne lille bonus:

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.